Plant selv træer i haven
Mange elsker deres have, uanset om den er stor eller lille. Men mange store haver indeholder kun en græsplæne, og sådanne haver kan virke kedelige og ensformige. Du kan nemt skabe et spændende miljø i din have, og det gør man eksempelvis ved at plante et læhegn af små træer, som giver haven mere stil og variation. Med årene vil træerne vokse sig store og flotte, så man kan få glæde af dem. Og det er meget nemt at plante et træ, og det kan du læse meget mere om på hjemmesiden Havnyt.dk. Her kan man læse om alle de vigtige overvejelser omkring at plante et træ.
Vælg først typen af træ
Hvis man vil plante et træ i sin have, er der uendelig mange forskellige træer at vælge imellem, men før man anskaffer sig et nyt træ, må man sikre sig, at det ikke alene passer til ens ønske, men også til det sted, hvor det skal plantes. Mange valg skal træffes, og mange forhold skal vurderes.
Ønsker man træet på grund af blomster og frugter? Er det rumvirkning eller skygge, man er ude efter? Vil man have et højt eller lille træ? Er der overhovedet plads til at plante et træ, og er der plads til, at det kan udvikle sig? Vil kronen og rødderne stadig have rimelig med plads også efter 7–10 år? Hvordan er jord og lysforholdene? Træer, som skal plantes, må ikke have været udsat for tørke. Containerplanter med blade viser tydeligt tørketegn, men hvis det er barrodsplanter, som skal plantes efter løvfald, må man vurdere, om rødderne ser tørre ud, og om knopper og kviste er saftspændte. Når man står på planteskolen, skal man naturligvis vurdere kvaliteten. Er roden jævnt fordel, og er træet friskt og livskraftigt? Er der sår og skrammer, eller er det angrebet af skadedyr og svampe?
Transport af dine træer
Når man så har valgt sit træ, skal man sørge for, at det kommer hjem på en forsvarlig måde. Det må ikke ligge og flyde på en trailer uden at være dækket til, og skal det ikke plantes straks, skal man sikre, at det får vand, og at det er forsvarligt beskyttet ved roden, så det ikke tørrer ud.
Jordbundsforhold
Ligegyldigt om det er et stort eller et lille træ, som skal plantes, skal man være omhyggelig med plantningen. Placer træet et sted, som passer til træets naturlige behov, så det får så gode udviklingsmuligheder som muligt. Har man sandjord, skal man vælge arter, som passer til sand, og har man fed lerjord, nogle andre. Hvis træet f.eks. er meget vandkrævende, skal det endelig ikke plantes i sandjord.
Plantehul
Før plantning fjernes ukrudt, og rødder, som har kørt rundt i potten, løsnes. Er der tale om større træer, brydes rotationen med spade eller saks. Selve plantehullet skal naturligvis være så stort, at roden let kan være der samtidig med, at der er plads til at fylde jord på.
Plantedybde
Træet må endelig ikke plantes for dybt. Det skal plantes, så rodudløberne lige kan skimtes, efter der er fyldt jord på. Hvis man planter træet for dybt, er der stor risiko for, at træet hurtigt vil dø. Rodbarken kan nemlig godt tåle at blive en smule tør, men stammebarken kan ikke tåle at være konstant våd. Det er naturligvis forskelligt fra art til art, hvor påvirkelig den er, men langt de fleste almindelige træer og buske klarer ikke for dyb en plantning.
Opbinding
De fleste småtræer kræver ikke nogen opbinding, og mange større træer, f.eks. dem med klump, behøver heller ikke opbinding. Nogle steder er vindforholdene dog sådan, at det er umuligt for træet at etablere sig uden opbinding. Når man skal lave en opbinding, er det vigtigt at huske på, at det er roden og ikke selve træet, som skal have en støtte. Faktisk er det vigtigt, at træets stamme og grene kan bevæge sig noget.
Vanding efter plantning
Noget af det vigtigste, man kan gøre for at få succes med sine træer og buske, er at sørge for at vande godt den første tid efter plantningen. Straks efter plantningen skal der vandes igennem. Der skal vandes, så jorden lidt udenfor plantehullet også bliver mættet med vand. Derefter skal man vande med jævne mellemrum, især hvis der er den mindste antydning af tørke. Det er altid vigtigt at vande rigtig godt igennem. Hellere vande én gang mindre og så sikre, at der er vandet godt.