Skab overblik med farverige nøgler
I dette indlæg skal vi se nærmere på en gør-det-selv løsning, der er både nem og som skaber overblik i hverdagen. Jeg er nemlig stødt på en fin lille guide til at holde styr på sine nøgler.
Med denne hurtige ”make-over’ skal det være slut med at lede længe efter den rette nøgle, når du har travlt.
Det er nemlig muligt at farvekoordinere dine nøgler, så hver nøgle har sin egen farve. Det eneste du skal bruge er neglelakker med dine yndlingsfarver. Du kan derfor snildt lakere nøglerne når du alligevel lakerer negle.
Farvekoordiner til nøglens funktion
Det behøver ikke at være tilfældigt, hvilken farve du vælger til de enkelte nøgler. Det er her, det sjove ved løsningen spiller en rolle. Du kan nemlig farvekoordinere nøglen til dens funktion. Husnøglen kan du fx lakere i samme farve som husets hoveddør eller entré. Derudover kan du male postkassenøglen rød, nøglen til haveskuret grøn osv. På den måde skaber du overblik.